Netværkets faglige arbejde foregår i fem arbejdsgrupper, der tilsammen dækker spændet fra klinisk behovsafdækning og tværfagligt kompetenceløft til sundhedsfaglig stemme i debatten og daglig drift af netværket. Som medlem kan du tilmelde dig en eller flere grupper, dér hvor du gerne vil bidrage
Behovsafdækning
Arbejdsgruppen identificerer systematisk, hvor AI kan skabe størst klinisk værdi i det danske sundhedsvæsen. Vi tager udgangspunkt i konkrete kliniske behov frem for i tilgængelig teknologi, og vi har et særligt fokus på, at AI-løsninger skal bidrage til større sundhedslighed, ikke mindre. Gruppens arbejde danner grundlag for prioritering af udviklingsindsatser og for dialog med tekniske udviklingsmiljøer om, hvor indsatsen reelt giver mening.
Læring på tværs
Arbejdsgruppen bygger bro mellem fagligheder ved at understøtte kompetenceudvikling hos alle de aktører, der er involveret i ansvarlig brug af AI i sundhedsvæsenet. Det gælder data scientists og udviklere, der har brug for klinisk indsigt; sundhedsprofessionelle, der skal kunne vurdere og anvende AI-værktøjer kvalificeret; jurister, der arbejder med de regulatoriske rammer; samt patienter, der bør have reelle forudsætninger for at forstå og indgå i beslutninger om AI i deres behandling. Gruppen kortlægger eksisterende uddannelsestilbud, identificerer huller og bidrager til, at relevante aktører har de nødvendige kompetencer.
Tænketank
Arbejdsgruppen bidrager med den sundhedsfaglige stemme i den danske og internationale debat om AI. Hvor mange aktuelle initiativer behandler AI som et generelt effektiviseringsværktøj, fastholder tænketanken, at sundhedsvæsenet stiller særlige krav til evidens, patientsikkerhed, etik og lighed. Gruppen leverer policy briefs, høringssvar, debatindlæg og direkte input til relevante fora, herunder Den Digitale Taskforce for kunstig intelligens, Dataetisk Råd, Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen, Folketingets sundhedsudvalg, faglige organisationer og europæiske fora omkring AI Act og European Health Data Space.
Implementering
Arbejdsgruppen arbejder med det, der ofte afgør, om en AI-løsning skaber værdi: overgangen fra afprøvning til vedvarende klinisk drift. Selv veldokumenterede værktøjer strander, hvis de ikke forankres organisatorisk, indpasses i arbejdsgange og følges af klare ansvars- og governance-strukturer, oplæring og løbende evaluering af effekt og sikkerhed efter ibrugtagning. Gruppen samler og deler konkrete implementeringserfaringer på tværs af afdelinger og regioner, så hensynet til lighed i sundhed følger løsningen hele vejen fra pilot til rutine.
Sustainability
Arbejdsgruppen sikrer, at netværket fungerer i det daglige. Det indebærer intern og ekstern kommunikation, planlægning og afvikling af netværksmøder, fundraising til netværkets aktiviteter og koordinering på tværs af de øvrige arbejdsgrupper. Gruppen er bindeleddet, der gør det muligt for de øvrige grupper at koncentrere sig om deres faglige arbejde.